Økologi og biodiversitet
Der er stor international bevågenhed omkring biodiversitet, da der er sket et stort fald i antallet af arter i verden – også i Danmark. Den økologiske dyrkningspraksis bidrager på nogle områder til større biodiversitet, men er ikke altid i sig selv en garanti for forbedringer af biodiversiteten. Men i kombination med en række andre faktorer kan økologisk landbrugsdrift gøre en forskel.

Landbrugsjord udgør ca. 62 pct. af Danmarks samlede areal – heraf udgør de økologiske marker 11 pct. Landbruget har derfor stor indflydelse på udformningen af det danske landskab og påvirker naturligt nok naturen. Målsætningen for det økologiske jordbrug er helt grundlæggende at dyrke jorden under størst mulig hensyntagen til miljø og natur. Økologisk dyrkning er dog også en landbrugsdrift – hvor landmanden dyrker sine marker med det formål at få et udbytte.
I det økologiske landbrug er der en række grundlæggende krav, som skal overholdes for at skåne miljøet. Men der er ikke fastsat egentlige rammer for, hvordan naturværdierne på landmandens bedrift sikres bedst muligt. Økologisk drift er derfor ikke i sig selv garant for et højt naturindhold. Det afgørende er, hvor intensiv dyrkningen er. For biodiversitet er det vigtigste parameter, hvor mange og hvor store småbiotoper og naturarealer, der er i landskabet. Det gælder uanset driftsform, med en tendens til, at der er en højere diversitet i småbiotoper på økologiske landbrug i forhold til på konventionelt drevne landbrug.